Skip to content

Ryst jobsøgningsposen, og udnyt alle dine muligheder

Ryst jobsøgningsposen, og udnyt alle dine muligheder

Du har sendt hundredvis af målrettede ansøgninger, justeret dit cv, så det matcher det enkelte job, og du har ringet rundt til virksomheder med sved på overlæben for at fortælle, hvor glade de ville være med dig i folden. Men du har endnu ikke fået et job. Så måske er det tid til at vende det lidt om og i stedet se på, hvilket job du ville trives bedst i?

Tekst / Cecilie Kristensen og Katrine Ninn-Grønne, Kongsted+Grønne
Udgivet / Maj 2022

Lyt til artiklen her:

Et klassisk råd i forbindelse med jobsøgning er, at du skal gøre tydeligt, hvilken forskel du kan gøre for en virksomhed. Lange beskrivelser af, hvem du er, kan ikke stå alene – og det, du siger om dig selv, skal hele tiden kobles til din forhåbentlig kommende arbejdsgivers behov.

Det er et godt og vigtigt råd.

Men det er også omfattende og tidskrævende. Først skal du have styr på virksomhedens mål og visioner, så du forstår den strategiske linje. Derefter skal du have en god fornemmelse af, hvad jobbeskrivelsen egentlig dækker over. En ikke ubetydelig opgave, hvis man er nyuddannet og endnu ikke kender til arbejdsmarkedets koder. Og så kommer øvelsen med at skrive den motiverede ansøgning og strikke et målrettet cv sammen. Nå ja, og så skal du jo også kunne se dig selv i jobbet og have så god fornemmelse af dine styrker, at du kan sælge dig selv skarpt til netop dette job.

Du er produktet, og god kommunikation er med til at sælge dig

Får du jobbet, er alt godt (hvis det vel at mærke er et godt match). Hvis ikke så ’game over – reset – repeat’.

Kunne man mon forestille sig en parallel proces, som i højere grad tog udgangspunkt i dig og dine kompetencer, ønsker, kvalifikationer og erfaringer. En proces, der skærpede din profil og satte dig bedre i stand til at udvælge de jobs, hvor du har en strategisk fordel? For som hovedaktør i din jobsøgning skal du vide, hvad du kan bidrage med på en arbejdsplads. Du er produktet, og god kommunikation er med til at sælge dig.

Vi har givet det et skud, og det blev til en miniproces på fire trin, som du kan gentage, flytte på og justere efter forgodtbefindende.

Trin 1

Bliv klogere på dig selv gennem navlepilleri

Parkér dit cv og dine gamle ansøgninger for en stund, og kast dig over et lidt større brød: dit liv. Du er nemlig mere end dine jobs og din uddannelse, så overvej, hvordan alle de andre ting, der er med til at gøre dig til dig, kan indtænkes i din jobsøgning. Først noterer du ukritisk ned, så du kommer omkring alt fra dine faglige og personlige kompetencer, til hvad du har lavet og lært i din fritid. Har du for eksempel flippet burgere på den lokale grillbar, været lektiehjælper eller dyrket håndbold på højt niveau? Rigtig mange oplevelser tæller med i regnskabet og kan omsættes fra erfaringer til kompetencer. Her er det vigtigt at huske, at arbejdsgiver også ser på personlighed, når de ansætter, så grav dybt, og vær ærlig. Jo mere du ved om dig selv, jo bedre kan du sælge dig selv og være et godt match for en potentiel arbejdsgiver.

Når du har set nærmere på dig selv, kan du begynde at sætte ’job’-ord på. Kan du se en rød tråd, som kan opsummeres i ord som ’struktureret’, ’effektiv’, ’dygtig skribent’ eller ’god til at lytte’? Så er du allerede godt på vej til et personligt udgangspunkt, der også er værdifuldt for arbejdsgiver. Løb videre med ordet, og forsøg dig med at skrive en kort tekst, der forklarer, hvad du mener med det. Hvis du kan underbygge dine ’buzzwords’ med eksempler og kontekst, siger det både noget om dig og om din forståelse af kompetencen. Tager vi ordet ’struktureret’, kan en sætning for eksempel lyde:

’Jeg har altid været vild med at lave to do-lister over selv de mindste ting. Det gør mig både effektiv og rolig at have overblik over det, der skal gøres – og vinge dem af, når de er gjort. Også selvom det bare handler om at bestille nye kuglepenne til kontoret eller blomster til en samarbejdspartner.’

Efterhånden som du bliver skarpere på dine erfaringer og kompetencer, så sørg for at samle op på det. Et simpelt worddokument er glimrende som database – og det gør det nemt for dig løbende at tilføje nyt og justere efterhånden, som du bliver klogere.

Trin 2

Brobygning til arbejdsmarkedet

Når du har navlepillet lidt, kan du med fordel spille det op imod den virkelige verden. Nærlæs stillingsbeskrivelserne i en række forskellige stillingsopslag, og overvej, hvilke opgaver og områder du gerne vil arbejde med. Foretrækker du at kæle for det skrevne ord i længere artikler, eller er du mere til den korte og skarpe tekst, som sociale medier responderer godt på? Er du en naturlig projektleder, der holder overblikket, eller trives du bedst med fordybelse? Har du et særligt talent for visuel kommunikation uden nødvendigvis at være grafiker, eller banker dit hjerte for at skabe gode forbindelser til pressen?

I mange kommunikationsstillinger skal du helst kunne navigere i det hele og løse alle typer kommunikationsopgaver. Det er dog altid en fordel at være bevidst om sine naturlige styrker, og selvom det ikke altid kan aflæses i jobopslag, så er der stadig forskel på en kommunikatørs opgaver.

Så tag researchbrillerne på, for nu skal du blive klogere på erhvervslivet, brancheorganisationerne, de offentlige organisationer, konsulenthusene, små- og mellemstore virksomheder og alt det andet. Undersøg, hvilke områder der findes, og hvad de arbejder med. Men vent lidt med at fortabe dig i specifikke virksomheder, løft i stedet blikket, og bliv klogere på de forskellige brancher. Måske troede du, at du var til et ’corporate’ arbejdsliv i de store internationale organisationer, men nu bliver du grebet af konsulentverdenens tempo og omskiftelighed?

I denne øvelse kan du med fordel sætte strøm til det analytiske apparat, du har trænet under din uddannelse. Kan du se fællestræk indenfor kategorierne, vægtes specialistkompetencer over generalist, er der grobund for en lille diskursanalyse, så du i en eventuel ansøgning kan anlægge den rette tone?

Skriv dine tanker og indsigter ned i dit dokument, og giv ekstra kærlighed til de områder af jobmarkedet, som du især er tiltrukket af. Få sat ord på, saml dine tanker, og begynd så småt at koble dine styrker, mulige stillinger og interessante brancher – og prøv igen at formulere en lille tekst, der rammesætter det hele. Det kunne være noget i retning af:

’Jeg er især tiltrukket af konsulentverdenen, hvor man ofte skal forholde sig til flere forskellige kunder og dermed dagsordener uden at give køb på kvalitet eller rettidig levering.’

. . . . . . . . . .

Gode råd

1. Fortsæt din traditionelle jobsøgning, imens du følger trinene, og anlæg på den måde en flersporet jobsøgningsstrategi.
2. Husk, at dit navlepillende materiale ikke skal omsættes direkte til en ansøgning. Det er baggrundsmateriale, du kan plukke fra alt efter, hvilket job du vil søge. De gængse råd for en god ansøgning er et format, du med fordel stadig kan bruge.
3. Vær ikke bange for at prøve ting af. Har du skrevet en knaldgod artikel, er det bare med at lægge den på LinkedIn som en del af din portefølje. Og spørg endelig dit netværk om feedback, de fleste vil gerne hjælpe, hvor de kan.

. . . . . . . . . .

Trin 3

Giv dit materiale luft under vingerne
– og bliv set

Nu har du fået (lidt mere) styr på dine kompetencer, og også hvad du gerne vil arbejde med. Måske har du også sendt et par ansøgninger, som trak på et lidt stærkere personligt fundament. Så hvad nu?

Ja, det kommer an på, om du allerede har styr på din offentlige profil for eksempel på LinkedIn? Og det er et snydespørgsmål, for man kan altid finpudse sin LinkedIn… LinkedIn er det perfekte medie til at opsummere din personlige profil, så du har hele treenigheden af dig, stilling og branche med. Så opdatér din LinkedIn-profil med et godt billede, en knivskarp profil og en opdatering af dit cv på baggrund af det benarbejde, du netop har lavet. Og så begynder det sjove med at skabe opmærksomhed omkring din personlige profil ved at lave opslag.

Her er du ikke låst af den motiverede ansøgnings stramme rammer, så giv den gas på formatfronten. Veksl mellem tekst, noget grafisk eller en video. Alt er tilladt. Vælg det format, der beskriver dig og dine kompetencer bedst. Og husk, du kan både tale om dig selv, dine tidligere erfaringer, dine erfaringer som jobsøgende eller gå direkte til biddet på særlige brancher eller virksomheder – det skriver vi lidt om i trin 4.

Et eksempel på, hvordan du kommer godt i gang med at skrive om dig selv, kunne være at fremhæve erfaringer, du allerede har oplevet i din jobsøgning. Har du fået et prisværdigt afslag efter en jobsamtale eller været til en kaffeaftale, der endte helt anderledes, end du regnede med? Så del dine oplevelser, som for eksempel her:

’Jeg har fået afslag på et job… men jeg kunne bruge det til noget! For udover den nedslående mail fik jeg også en skriftlig konstruktiv feedback, som jeg nu har implementeret direkte i min jobsøgningsstrategi.’

Som nyuddannet er du muligvis tilbageholdende med LinkedIn, for du har jo kun ét studiejob at flashe, der var en praktik, og måske du også har været på barsel? Huller på huller. Og kun 97 forbindelser… Der er dog kun ét modsvar til din forsigtighed – sæt i gang! For LinkedIn er netdating for virksomheder, og hele 88 % af alle ledere har en profil (ref. ma-kasse.dk). Så begynd opbygningen – det kan gå stærkt.

Trin 4

Få feedback, og udfold dit netværk

Nu er du i gang med at teste dit produkt på LinkedIn. Du har måske lagt en artikel op, du selv har skrevet, der passer lige ind i den branche, du gerne vil arbejde i. Og den har måske fået både likes, delinger og kommentarer. Gode og brugbare kommentarer, du har taget til dig og implementeret i dit materiale. Du har eventuelt også lavet et opslag, hvor du skriver lidt om dig selv og din situation som jobsøgende.

Med dit materiale ude i æteren skal du nu udnytte muligheden for at komme i kontakt med nogle spændende mennesker. Her kan du researche dig frem til personer, der arbejder med det, du gerne vil, og som vil være relevante at have i dit netværk. Send dem en anmodning om at blive forbundet, og spørg i samme ombæring, om de ikke vil bruge fem minutter på at læse dit materiale og give dig lidt feedback, du kan arbejde videre med. Oplever du god respons på din henvendelse, kan du udnytte muligheden og invitere dig selv til kaffemøde, hvor du kan uddybe dine kompetencer.

På den måde kan du hurtigt få gang i at netværke, møde nye mennesker, og det vil få din kontaktflade til at vokse.

Mange har svært ved at række ud og bede om feedback, men glem forfængeligheden et øjeblik – for der kan komme nogle gode og konstruktive ting ud af det. Og mist ikke modet, hvis du ikke får svar tilbage fra alle. Rigtig mange har travlt, men de fleste vil gerne hjælpe, hvor de kan.

Tilbage til dig

Du har nu været igennem alle trinene og har undervejs fået lagt nogle sten på din jobsøgningsvej. Du er ved at teste dit materiale, opbygge netværk og blive klogere på arbejdsmarkedets mange muligheder. Det kan være, du er kommet et skridt nærmere, hvad du vil – og ikke vil.

Og så er det bare om at klø på, og se aldrig din udviklingsrejse som statisk og afsluttet, den ændrer sig i takt med, at du får flere erfaringer. ●

Vi har her samlet de bedste tips og tricks, hvis du skal søge uopfordret.

. . . . . . . . . .

Denne artikel er skrevet i samarbejde med Kongsted+Grønne, et ’social impact’-bureau, der arbejder for at nedbringe dimittendledigheden ved at ansætte nyuddannede i graduatestillinger indenfor kommunikation.

. . . . . . . . . .

Tekst / Cecilie Kristensen og Katrine Ninn-Grønne, Kongsted+Grønne
Udgivet / Maj 2022

Kommagasinet er udgivet af Kommunikation og Sprog - fagforeningen for dig, der elsker kommunikation, sprog og marketing.

Medlemsfordele

Se hvad du kan få ud af et medlemskab hos Kommunikation og Sprog

Back To Top
Search