To skridt frem og et tilbage. Stringent fokus på troværdighed. Fokus på ubevidste bias og ord, der kan skabe eller fastholde stereotyper. Og erkendelse af, at fejl er en del af arbejdet.

Det er ifølge eksperter noget af det vigtigste at have for øje, når man som kommunikatør kaster sig ud i det hajfyldte diversitets- og inklusionsfarvand.
“Vi står i en brydningstid, og der må vi give os selv lov til at fejle, så vi får et rum, vi kan øve os i, så vi bliver mere og mere bevidste. Man kan nemt komme til at stigmatisere eller holde fast i stereotyper, hvis man ikke har fokus på, hvilke ord man bruger,” siger Lotte Rosdahl, der er udvikler af metoden ‘inkluderende journalistik’ og forfatter til bogen ‘Inkluderende journalistik og kommunikation’.

Men det kan jo være enormt svært at vide, hvordan ord kan blive modtaget både internt og eksternt?
“Ja. Der findes værktøjer, som kan screene tekster for ord og vendinger, som taler til bestemte grupper eller køn. Men det er ofte, når vi bruger tillægsord eller beskriver en person, at det får en farve. Derfor kan vi begynde med at være opmærksomme på, hvilke tillægsord vi bruger”, siger hun og tilføjer:

“Samtidig handler det om at bruge eksempelvis titler på en ikke-kønnet måde, det vil sige ‘forperson’ i stedet for ‘formand’ eller ‘politibetjent’ i stedet for ‘politimand’.”

Sig nej, nej, nej

Efter en karriere indenfor strategi og kommunikation rådgiver Helene Aagaard, der er direktør og partner i konsulenthuset Diversity Factor, i dag virksomheder i, hvordan de skaber en kultur, hvor mangfoldighed, inklusion og ligestilling bliver bærende søjler. Men det forudsætter, at der er troværdighed bag kommunikationen. Og noget af det, som kommunikationsfolket skal mestre, handler om evnen til at sige nej.

“Der er mange virksomheder, der siger, at man har en diversitets- og inklusionsstrategi, men det viser sig også, at der ikke er en, der er ansvarlig, og hvis der er, så har personen ofte hverken ressourcer eller budget,” siger Helene Aagaard og fortsætter:

“Og ofte er der ikke udpeget strategiske indsatser, udover måske en målsætning, der går på underrepræsenterede køn. Hvis du ikke kan vise, hvad du gør, så er du tæt på vaskemaskinen. Så kommunikationsafdelingens vigtigste opgave er nogle gange at sige nej. Sig nej til ledelsen, når den vil have noget kommunikeret, som ikke kan faktatjekkes.”

Helene Aagaard forklarer, at det ”selvfølgelig er irriterende at skulle sige nej.”

“Men det er i princippet det samme som, hvis en journalist skriver en artikel, så bliver den heller ikke sendt på gaden, hvis der ikke er dokumentation for dens påstande. Det kan godt være, at der er nogle i ledelsen, der gerne vil høste en hurtig brandinggevinst, men hvis man ikke kan vise ’walk the talk’, så skal man lade være.”

Frygt for shitstorme

Ifølge eksperterne er det vigtigt at have for øje, at sprog er flydende og forandrer sig hele tiden.

“Alle kommer til at begå fejl og træde nogle over tæerne. Det skal vi huske at tage med os som læring. Men et godt råd er at sætte sig flere om bordet. Sørg for, at der er forskellige aldersgrupper, køn og baggrunde, der har øjne på det produkt, der bliver lavet. Få diversiteten i spil,” siger Helene Aagaard og fortsætter:

“Der er ingen organisationer, der udelukkende består af folk med den samme baggrund. Gevinsten ved diversitet kommer, når man afspejler sine kunder – og på samme måde bør en kommunikationsafdeling også spejle sine stakeholders. Det kan være andre afdelinger, ledelsen, journalister og så videre.”

Mange er nok bange for at komme til at sætte deres arbejdsgiver ud i en shitstorm, fordi man har brugt nogle forkerte ord?
“Ja, og det kan man også sagtens komme til. Men vi må lære at forstå, hvad shitstorme også er – nemlig en mulighed for at lære noget nyt. Det kan være, at man skal se på, hvordan man rekrutterer nogle nye kompetencer ind i kommunikationsafdelingen, så det ikke sker igen. I det hele taget skal man se arbejdet som to skridt frem og et tilbage – det er i det ene skridt tilbage, at læringen opstår,” siger Helene Aagaard.

Hun tilføjer:
“Så lad være med at være så nervøs. Erkend, at når man begynder at kommunikere om diversitet og inklusion, så kommer man til at begå fejl. Så hvis man har en nulfejlskultur, så skal man slet ikke gå ind i det. For diversitet og inklusion handler også om at lede kompleksitet – og i det felt bliver der begået fejl hele tiden.”

Lotte Rosdahl genkender også billedet af berøringsangst blandt kommunikatører, men der er ikke andet at gøre end at kaste sig ud i det – og reflektere og mærke efter undervejs, mener hun.

“Det handler om at få skærpet bevidstheden, men det er umuligt at lave en facitliste. I stedet kan man blive mere bevidst, mærke efter og spørge sig selv: Hvem eller hvad ser jeg for mig, når jeg skriver sådan?” siger Lotte Rosdahl.

. . . . . . . . . . . . . . . . . .

Her kan kommunikation gøre en forskel

Kommunikation kan gøre en forskel, når der arbejdes med diversitet og inklusion på både det strategiske og praktiske niveau. Men hvor og hvordan?

. . . . . . . . . . . . . . . . . .

Vigtigere end nogensinde

Det handler om at styre uden om generaliseringer, stereotyper og udtryk, der kan virke stødende og krænkende.

“Udover at skrive kønsneutrale titler, er der andre gode tommelfingerregler for eksempel ved betegnelse af grupper. Her skal vi bruge ‘menneske-først-sprog’ som ‘menneske med handicap’ eller ‘menneske med psykisk sygdom’ i stedet for ‘de handicappede’ og ‘de psykisk syge’.’ Er man i tvivl, så spørg – enten organisationen, der repræsenterer den specifikke gruppe, eller spørg den person, man skriver om, hvad hun eller han selv foretrækker. Og nævn så kun køn, handicap, psykisk sygdom, etnicitet med videre, hvis det er relevant,” siger Lotte Rosdahl.

Skal man for eksempel undgå at bruge ord som ’han’ eller ’hun’ i dag?
“Min anbefaling er at skrive kønsneutralt. Det gør vi ved at skrive i flertal eller bruge ’man’, så vi på den måde skriver og kommunikerer til alle og samtidig undgår at holde fast i et stereotypt billede. Nogle bruger også hun/han eller han/hun. Hvis der er et ønske om at rykke ved en bestemt opfattelse, så kan man vælge at skrive ‘han’ eller ‘hun’ og dermed bruge ordet aktivt, men så sker det jo også med et bevidst formål – eventuelt for at flytte nogle fordomme,” siger hun.

Er sproget vi bruger vigtigere end nogensinde?
“Sproget har altid været vigtigt. Men som journalister og kommunikatører har vi ikke været så bevidste om det før. Det har forskellige grupper, som kan have oplevet, at der for eksempel er brugt ord om gruppen, som er stigmatiserende. Men det er vigtigere end nogensinde, fordi der nu er kommet opmærksomhed på det,” siger Lotte Rosdahl.

Hun minder om, at sproget udvikler sig hele tiden.

“Hvad der er ok i dag kan ændre sig. Vi er derfor nødt til at følge med tiden og kontinuerligt være bevidste om vores ordvalg,” siger hun. ●

Dansk på chauvinistisk førsteplads

Det danske sprog ligger helt i toppen på listen over sprog, der er mest stereotype, når det handler om køn.

Det fremgår af en rapport fra 2020 fra Carnegie Mellon University i Pennsylvania, USA, der har undersøgt kønsbias i 25 sprog i verden.

Forskerne har for eksempel dykket ned i, hvor ofte ordet ’kvinde’ bliver forbundet med ’hjem’, ’børn’ og ’familie’, og tilsvarende hvor ofte ordet ’mand’ er forbundet med ’arbejde’, ’karriere’ og ’virksomhed’.

Og forskerne konkluderer, at det danske sprog er det, hvor kvinder oftest associeres med roller i hjemmet, mens mænd bliver associeret med karriere. Forskerne når også frem til, at der er en sammenhæng mellem sprogenes brug af ord og den måde, som kønnene vælger uddannelse og karriere.
Sprogforsker ved Københavns Universitet Jann Scheuer har overfor Berlingske forklaret, at undersøgelser i Danmark er nået frem til lignende resultater. ●

De mest tendentiøse sprog

1. Dansk
2. Tysk
3. Norsk
4. Hollandsk
5. Rumænsk
6. Engelsk
7. Hebræisk
8. Svensk
9. Mandarin
10. Persisk
11. Portugisisk
12. Hindi
13. Italiensk
14. Finsk
15. Fransk
16. Koreansk
17. Spansk
18. Indonesisk
19. Arabisk
20. Japansk
21. Kroatisk
22. Tyrkisk
23. Filippinsk
24. Polsk
25. Malajisk