Skip to content

Det fedeste ved at være studerende er ikke nødvendigvis kun at studere

Det fedeste ved at være studerende er ikke nødvendigvis
kun at studere

Hvordan er det at være ny studerende på et universitet? Det svarer 4 erfarne studerende på her. De er alle 4 aktive i KS’
studenterorganisation KairoS.

Tekst / Anne Nimb
Foto / Helene Bagger, Camilla Utke Schiøler og Carsten Bundgaard
Udgivet / August 2021

Lyt til historien her:

Mark Nielsen, 35 år,
International Business Communication på CBS

Hvad var det, der overraskede dig mest, da du begyndte på studiet?
Jeg kom lige fra gymnasiet som 30-årig og skulle både tilpasse mig en yngre gruppe medstuderende og omforme mig selv fra elev til studerende, hvor man fuldstændig selv er ansvarlig for sin egen tilgang til læring. Men forskellen på det faglige niveau var også en udfordring.

Hvordan greb du studiestarten og relationerne til dine medstuderende an?
Det sociale betyder meget på studiet, primært fordi man trives bedre med et godt socialt netværk, men også fordi man kan få flere faglige udfordringer, og derfor havde jeg, som en ret introvert person, besluttet først og fremmest at være mig selv, men også at overgå mine egne grænser i forhold til socialt samvær.

Hvordan er det gået med at balancere forholdet mellem fritidsliv og studie?
I begyndelsen var jeg single og kunne bruge al min tid på studiet. Senere kom jeg i et forhold og er også blevet far, så et skema og nøje planlægning har været nødvendigt for at få tid til både studiet, familien og et studiejob med 20 arbejdstimer om ugen.

Har du nogle gode råd til nye studerende?
De to vigtigste er dels at skemalægge og overholde aftaler. Så undgår man stress. Og dels at prioritere det sociale ved at få et godt forhold til sine medstuderende og ikke mindst sin studiegruppe.

Puk Petersen, 24 år,
International Virksomhedskommunikation på Aalborg Universitet

Hvad var det, der overraskede dig mest, da du begyndte på studiet?
Jeg havde haft to sabbatår, hvor jeg både havde arbejdet og rejst, og jeg ville gerne være med i det hele. På AAU strækker studiestart sig over en hel måned, og det kunne godt blive lidt meget, hvis man, som jeg, gerne vil være med i alt muligt.

Hvordan greb du studiestarten og relationerne til dine medstuderende an?
Jeg prioriterede det, fordi et godt socialt netværk betyder meget, også for det faglige. Vi har sparret helt vildt meget med hinanden, ikke bare i studiegrupper, men også når vi har arbejdet individuelt.

Hvordan er det gået med at balancere forholdet mellem fritidsliv og studie?
Jeg skelner ikke særlig klart mellem studie og fritid, så det er ret flydende, og jeg planlægger ikke særlig meget på forhånd, men griber de øjeblikke, der er, når de opstår, også når jeg har været mentor, tutor, lavet frivilligt arbejde eller passet mit studiejob, for det fedeste ved at være studerende er ikke nødvendigvis kun at studere.

Har du nogle gode råd til nye studerende?
Husk, at du ikke er alene med de tanker og følelser, du sidder med. Tal for eksempel med andre, hvis det føles akavet at være i en situation med så mange nye mennesker. Etabler det sociale først, og tag så det faglige bagefter.

Henriette Rosenberg Hansen, 25 år,
International Virksomhedskommunikation – engelsk, Syddansk Universitet

Hvad var det, der overraskede dig mest, da du begyndte på studiet?
Det var, at der var så lidt fysisk undervisning. Det var ikke 8-15 som i gymnasiet, men 8-10. Det hjalp mig meget, at jeg boede på et kollegie med 12 andre, så vi kunne læse sammen og holde hinanden op på det.

Hvordan greb du studiestarten og relationerne til dine medstuderende an?
Fra begyndelsen kom vi i en studiegruppe, som vores tutor sammensatte, og jeg var i den samme gruppe på hele BA. Efterfølgende har vi selv lavet nye grupper, og det er vigtigt at have sociale relationer, netop fordi gode relationer smitter meget af på det faglige.

Hvordan er det gået med at balancere forholdet mellem fritidsliv og studie?
Jeg er morgenmenneske og har valgt at begynde dagen med studier fra 8-14. Jeg har også to studiejob og to frivillige job, så jeg har arbejdet meget om aftenen og i weekenderne. Jeg synes, at en fast rutine giver ro til at få fritid også.

Har du nogle gode råd til nye studerende?
Få dig nogle gode vaner og rutiner, både for at kunne skelne mellem studietid og fritid, og fordi du tager selvansvar for din læring. Engager dig i frivilligt arbejde eller i grupper på universitet. Det har kæmpe betydning at have et netværk, både på og udenfor universitetet.

Louise Seide Lorenzen, 23 år,
IT Kommunikation og Organisation på Aarhus Universitet

Hvad var det, der overraskede dig mest, da du begyndte på studiet?
Vi kom ret hurtigt i gang med det faglige, og man opdager hurtigt, at der virkelig er tale om selvstudie, for man må selv finde ud af at orientere sig i forhold til alting. Man skal have læst, og man skal samtidig lære folk at kende, for det motiverer en til at studere, at man er sammen med sine studievenner, også til fredagsbar.

Hvordan greb du studiestarten og relationerne til dine medstuderende an?
Jeg var flyttet til en ny by, og der var mange nye indtryk, så jeg var noget nervøs, og det var svært at mingle med så mange nye mennesker. Heldigvis kan man mærke, at alle gerne vil lære hinanden at kende, så allerede på tredjedagen havde jeg fået nye venner.

Hvordan er det gået med at balancere forholdet mellem fritidsliv og studie?
I hverdagen har jeg afsat ret meget tid til at læse, og jeg har også cirka 10 timer på studiejob om ugen, så jeg prøver at holde fri i weekenderne. Man skal forsøge at lære alt det, man kan, men det er godt, hvis man kan prioritere.

Har du nogle gode råd til nye studerende?
Læg en plan for din uge, så du har overblik og kan holde fri, når du har fri. Husk, at alle starter det samme sted i forhold til det sociale. Og selvom du har mange venner i forvejen, er det vigtigt at deltage i det, også for studiets skyld.

Tekst / Anne Nimb
Foto / Helene Bagger, Camilla Utke Schiøler og Carsten Bundgaard
Udgivet / August 2021

Kommagasinet er udgivet af Kommunikation og Sprog - fagforeningen for dig, der elsker kommunikation, sprog og marketing.

Medlemsfordele

Se hvad du kan få ud af et medlemskab hos Kommunikation og Sprog

Back To Top
Search