Skip to content

Det usynliges kunst – når det danske starter på et andet sprog

Det usynliges kunst
– når det danske starter på et andet sprog

Mange af de tekster, vi læser på dansk, er jo egentlig skrevet på et andet sprog og derpå oversat. Men som regel tænker vi slet ikke over, at teksten ikke oprindeligt er skrevet på dansk. Det skyldes, at oversætteren har gjort sig selv usynlig, og at vi læsere i høj grad medvirker til at opretholde forestillingen om, at oversættelsen slet ikke har fundet sted.

Kollektiv fortrængning
Usynlighed er en grundpræmis for næsten al oversættelse. Oversætteren, læseren og alle de andre parter, der er involveret i den transaktion af betydning, som oversættelse er, samarbejder om en suspension of disbelief. En slags kollektiv fortrængning, som er helt nødvendig for den måde, vi tænker på oversættelse på – eller rettere ikke tænker på oversættelse. Vi samarbejder om at gøre oversætteren usynlig, og i det hele taget gøre det faktum, at der har fundet en oversættelse sted, usynligt. Vi vil læse teksten, som om den er en original, ikke som om den er en oversættelse. Vi vil tro, at der ikke har fundet en oversættelse sted, eller i hvert fald at oversættelse ikke er en større sag end at ændre skrifttypen.

Vi har ikke lyst til vide, at vi slet ikke kan være sikre på at få det samme udbytte, som vi ville have fået, hvis vi havde kunnet læse originalteksten. For hvis vi først ser i øjnene, at vi læser en tekst, der ikke er identisk med originalteksten, åbner vi for en uoverskuelig række konsekvenser. Og den mest skræmmende af dem er, at vi er fuldstændig afhængige af oversætterens loyalitet over for os. Hvis oversætteren – bevidst eller ubevidst – har skrevet noget andet i oversættelsen, end der stod i originalteksten, ja, så er det det, vi læser.

Kirsten Marie Øveraas er cand.mag. i engelsk, oversætter fra svensk, norsk og engelsk til dansk, især i form af versioneringer og undertekster, og har tidligere skrevet bogen ‘Ti faldgruber — oversættelse for ikke-oversættere’. Hun holder foredrag om oversættelse og undertekstning, blogger om oversættelse på kirstenmarie.dk/OVERSAT og er vært på sprogpod-casten Godt ord. Foto: Jacob Thøgersen

En illusion om ækvivalens
Vi har heller ikke lyst til at vide, at den tekst, vi læser, er blevet helt gennemgribende ændret. Vi vil tro, at oversættelse er at “bare ændre sproget”, frem for at der sidder en person og vender og drejer hvert eneste ord og beslutter, hvilken af de utallige betydninger og delbetydninger, bogstavelige og overførte, der skal med i oversættelsen, og hvilke der ikke skal. Hvilke der er vigtige, og hvilke der er uvæsentlige for os, læserne. Vi vil glemme, at det, man kalder illusionen om ækvivalens, netop er dét: en illusion. At oversættelse er at ændre teksten. Man kan ikke vælge at læse den samme tekst, bare på et andet sprog. Hvis teksten er på et andet sprog, er det en anden tekst.

Hvis vi ser dét i øjnene, risikerer vi helt at miste tilliden til den oversatte tekst. For hvad sikrer os mod, at oversætteren har skrevet noget forkert? Hvordan kan vi vide, at oversætteren var loyal over for os læsere? Hvordan kan vi vide, at oversætteren har truffet oversættelsesvalg, som vi er enige i? Hvordan kan vi stole på, at oversættelsen er god? Og måske allerværst: Ved vi overhovedet, hvad god oversættelse vil sige?

Den usynlige oversætter
Løsningen på disse for læseren nærmest eksistentielle kvaler er, over én bred kam, at tage oversættelserne for gode varer og opfatte dem som identiske med originalteksterne. Og måden, vi opretholder den illusion på, er ved at opretholde oversætternes usynlighed. Det viser sig meget konkret, når det er forfatterens, ikke oversætterens, navn, der står på forsiden af romanen, selvom det jo er oversætteren, der har tastet hvert et ord, der står indeni. Og når oversætterne næsten aldrig angives i boganmeldelser, og når tekniske oversættere, tolke og fagsprogsoversættere i det hele taget stort set aldrig krediteres. Kan du nævne navnet på en fagsprogsoversætter?

“Det er som regel både bekvemt og helt nødvendigt, at oversætteren og det, at der er sket en oversættelse, er usynligt”

Selv oversættelsesgenrer som undertekstning og tolkning er usynlige, selvom netop de to adskiller sig fra andre typer oversættelse ved, at modtageren oplever både originaltekst og oversættelse på samme tid og burde være klar over, at der finder en oversættelse sted. For undertekstningens vedkommende i form af teksterne, der simpelthen bliver placeret hen over en del af den film, de er en oversættelse af. For tolkningens vedkommende i form af en person, der siger sin oversættelse hen over eller lige efter originaltalen. Begge dele er meget synligt. Alligevel har langt de fleste haft oplevelsen af at have set en film eller et tv-program og ikke have lagt mærke til underteksterne, og måske endda bagefter været i tvivl om, hvilket sprog der egentlig blev talt. Tolkebrugere kan have samme oplevelse af at have forstået alt, hvad der blev sagt på originalsproget, og jeg vil sværge på, at Silas talte dansk i min barndoms tv-serie, selvom jeg godt ved, at han talte tysk, og en voiceover på dansk fortalte mig, hvad han sagde. Og det er jo også målet for god undertekstning og god tolkning, at modtageren ikke skal lægge mærke til, at filmen eller talen eller teksten blev medieret af en oversætter. At oversætteren skal være usynlig.

Oversætterens usynlighed, the translator’s invisibility, er et udtryk, der stammer fra den amerikanske oversættelsesforsker Lawrence Venutis bog af samme navn fra 1995. Den beskæftiger sig med den oversættelsesnorm, som i høj grad hersker herhjemme, hvor en oversættelse skal være skrevet i et upåfaldende, flydende sprog. En norm of fluency, som Venuti kalder den. En oversættelse skal give læseren den samme oplevelse, som hvis læseren havde læst (og havde kunnet læse) originalteksten.

Vi er så vant til den norm, at det lyder indlysende. Ja, selvfølgelig er det det, en oversættelse skal. Men der er et alternativ, nemlig den type oversættelse, som hele tiden gør opmærksom på, at den er en oversættelse. Den kan være fuld af forklaringer, enten indsat i teksten eller som fodnoter, og den kan være skrevet i et sprog, der afspejler originalsprogets struktur, stil og/eller idiomer. Altså ikke en upåfaldende, flydende kopi af originalteksten, “bare på et andet sprog”, men i stedet en tekst, der fortæller os noget om originalteksten. En tekst, der er noget andet end originalteksten.

Hvor mange tekster er der hér?
Det her er et centralt spørgsmål: Er originalteksten og oversættelsen den samme tekst, eller er de to forskellige tekster? Der er gode argumenter for begge dele. De er den samme tekst, fordi de har det samme udtryk, det samme indhold og bliver præsenteret som og opfattet som den samme tekst – det er i hvert fald meningen, at de tre ting gælder i henhold til førnævnte norm. Men det er to forskellige tekster, fordi de er på to forskellige sprog og er skrevet af to forskellige mennesker. Fordi oversættelsen er en anden version af originalteksten.

Eller måske forholder det sig endda sådan, at både originalteksten og oversættelsen er versioner –sidestillede varianter –af noget helt tredje? Nemlig den virkelighed, de beskriver, og det indhold, de formidler. Der var endnu et af de store spørgsmål, der fører os ud på gyngende grund. Derude, hvor vi pludselig kan se, at vi ikke aner, hvad vi går ind til, når vi går i gang med at læse en oversættelse.

Overenskomsten
Det er som regel både bekvemt og helt nødvendigt, at oversætteren og det, at der er sket en oversættelse, er usynligt. Men netop det, at alle parterne samarbejder om at opretholde usynligheden, er et tegn på, at oversættelse er en alvorlig sag. Usynligheden skal opretholdes og bliver opretholdt, netop fordi oversætteren har en så stor magt over teksten, der pludselig fremstår på dansk i stedet for på det sprog, den oprindeligt var skrevet på. Vi læsere, vi forbrugere af oversættelsen, indgår en overenskomst med oversætteren, som vi betror ansvaret for at formidle teksten til os; loyalt over for os og dem og alle de andre parter i det spind, som oversætteren sidder midt i. Og til gengæld får vi lov til at lukke øjnene for, hvad der er på spil, og drømme os væk til en verden, hvor oversættelse er en babelfisk i øret, og alle tekster på magisk vis er på dansk.

Ovenstående er et uddrag af bogen
Ged eller mammut? Om at oversætte
af Kirsten Marie Øveraas, Alt i Ord, 2017.
www.gedellermammut.dk

Artiklen er oprindelig trykt i KOM magasinet nummer 105, august 2017.

Tema / Dansk

Tekst / Kirsten Marie Øveraas

Foto / Jacob Thøgersen

Udgivet / August 2017

Back To Top
Search