Er rummelighedsmusklen stærk nok til jeres forskelligheder?
Er rummelighedsmusklen stærk nok til jeres forskelligheder?
Kan du godt lide at tale i abstrakte vendinger? At lege med forskellige ideer og tanker og tale fabulerende om dem? Eller kan du bedst lide, når tingene formuleres helt jordnært – uden nogen dikkedarer, så vi kan komme ud over stepperne og handle på tingene?
Jeg sad med en akademikergruppe forleden og lagde mærke til én ting: Når der kom noget op, som gruppen skulle drøfte, var der 1-2 i gruppen, som stillede spørgsmålstegn ved, hvad det overhovedet var for et begreb; hvordan skulle vi forstå det, og hvad skulle vi i grunden tænke om det? Det var for så vidt interessante tanker. Abstraktionsniveauet var højt.
Problemet var, at der også sad nogle kolleger i gruppen, hvis hår blev mere og mere gråt af at høre på denne akademiske ’leg’ omkring, hvordan man skulle forstå dette og hint. De ville egentlig gerne tale om, hvad vi kunne gøre ved tingene. De ville gerne videre, og de ville gerne handle frem for at bruge så mange ord. De syntes, det blev for ’fluffy’.
Denne modsætning ser jeg ofte i teams og grupper, der skal arbejde sammen. Modsætninger som disse kan give gnidninger. Og de kan slå gnister. Utålmodigheden med akademikerkommunikationen kan blive til frustrerede ytringer eller det, der er værre. Akademikeren kan omvendt synes, at snakken bliver for éntydig og have lyst til at nuancere og forstå, før der handles.
Symfoni eller lydinferno?
Vi er forskellige, når det kommer til at kommunikere med dem, som vi skal samarbejde med. Og vi har forskellige måder at forholde os til arbejdsopgaverne på. Forskelligheder kan blive til irritation mellem den abstrakt tænkende og den konkret tænkende i dagligdagen. Mellem den organiserende type, der planlægger, før man handler, og den spontane, der gerne vil prøve af og asfaltere, mens man går. Mellem den, der gerne vil føre an og tage initiativ, og den der, helst følger efter, når andre har taget det første skridt.
Så hvordan kommer vi dog ud over irritationerne og forsoner os med forskellighederne, så der ikke opstår samarbejdsproblemer eller konflikt? Hvordan bliver teamet en symfoni med forskellige stemmer frem for et sandt lydinferno, der giver hovedpine?
De første steps til at håndtere forskelligheder på arbejdet
Hvis der var et enkelt svar på det spørgsmål, så fandtes konflikter på arbejdspladser ikke. Så var de løst for længst – for good. Jeg vover dog alligevel at svare på, hvad de første skridt kan være. Disse punkter lyder enkle, men de er svære at udføre i praksis:
1) At rumme den stemme, som lyder anderledes end din egen. Det betyder at rumme de sider af dig selv, som du prøver at undgå, og som du derfor har trang til at dømme.
2) At være i din egen irritation uden at ytre den ’frit’ (det er jo relationer på en arbejdsplads, vi taler om).
3) At bruge din visdom til at guide dig i retning af, hvad du kan bidrage med, påvirke og gøre aktivt til gruppens bedste – og hvad du må acceptere, som det er, og dermed slippe.