Fusionstanker allerede født i 2009
Fusionstanker allerede født i 2009
Tidligere forbundsformand, Per Lindegaard-Hjorth, så allerede på sin første dag i formandsstolen i 2009, at en fusion med et andet forbund ville være godt for KS-medlemmerne. I dag støtter han de aktuelle fusionsplaner, fordi det vil give medlemmerne en stærkere stemme og bedre muligheder for faglig udvikling.
Selvom KS er hjerteblod, er tidligere forbundsformand Per Lindegaard-Hjorth, der har været KS’er siden den 1. december 1979, klar i mælet: Hvis KS kører videre som nu, så er forbundet indenfor en overskuelig årrække truet på sin eksistens.
Men erkendelsen er faktisk ikke ny for den tidligere formand fra 2009 til 2021. Allerede på sin første dag på kontoret, tænkte han, at en fusion kunne være en vej at gå.
“Da jeg blev formand, havde forbundet det skidt. Det havde svært ved at tiltrække nye medlemmer, og økonomien var skrantende. Men det blev der rettet op på, så vi havde nogle år, hvor vi fik flere medlemmer, og økonomien blev bedre. Men samtidig kom der også flere og flere konkurrenter,” siger Per Lindegaard-Hjorth, der trådte tilbage den 1. januar 2022.
I Per Lindgaard-Hjorths tid faldt en fusion med Dansk Journalistforbund, der kom på tale i kølvandet på a-kassesamarbejdet, til jorden i 2013. Og de første fusionstanker blev ikke til andet end overvejelser.
“Jeg tror egentlig, at vi var meget uafklarede i forhold til, hvem vi ville arbejde sammen med. Eller om vi kunne overleve sammen med andre. Vi var i en opgangsperiode, hvor vi konsoliderede os. Og jeg tror, at en gængs holdning var, at vi skulle være os selv. For nogle er KS det eneste rigtige. Og det kan også være rigtig svært at træffe beslutninger med fornuften. Tit er det hjertet, der er styrende,” siger Per Lindegaard-Hjorth.
Men hvorfor synes du, at det er en god ide at fusionere i dag?
“Jeg er overbevist om, at hovedbestyrelsen har gjort sig mange tanker om, hvordan KS bedst kan imødekomme medlemmernes behov i dag og i morgen. Og så tror jeg, at hovedbestyrelsen i dens analyser er kommet frem til, at KS er for lille en organisation til at møde fremtidens behov,” siger han og holder en kort pause:
“Jeg har været medlem af det her forbund, siden den 1. december 1979. KS er hjerteblod for mig. Men man kan ikke udelukkende træffe beslutninger med hjertet. Man skal også tænke med hjernen. Når man gør det, så er denne beslutning den rigtige.”
Jeg har været medlem af det her forbund siden den 1. december 1979. KS er hjerteblod for mig. Men man kan ikke udelukkende træffe beslutninger med hjertet
Per Lindegaard-Hjorth, tidligere formand, KS
Mere for KS’eren
I Per Lindegaard-Hjorths formandstid var kommunikationsfaget, men også arbejdsmarkedet og det klassiske forhold mellem lønmodtager og arbejdsgiver, under forandring. Forandringens vinde blæser fortsat over faget, hvor nye teknologier og nye faglige forventninger til k-folket stiller høje krav til en fagforening. Kombinerer man det med en stigende konkurrence internt i fagbevægelsen, så toner behovet for flere muskler tydeligere frem.
“Som forbund skal man hele tiden kunne give medlemmerne en faglig opdatering. Derudover ser vi, at måden, man er ansat på, er i opbrud. Og det skaber nogle andre behov. Det kræver ressourcer at håndtere alle de situationer, et medlem er igennem i et helt arbejdsliv,” siger Per Lindegaard-Hjorth.
Men hvilke medlemsfordele er der i en fusion?
“Medlemmer, der har de fagligheder, som KS repræsenterer, vil få flere at lege sammen med. Hvis man er flere kommunikatører sammen, kan man tale med en større stemme over for uddannelsesinstitutioner og samfundet generelt,” siger han og giver et eksempel:
“Der er jo tit nogen, som ynder at sige noget i stil med, at der er alt for mange kommunikationsmedarbejdere i kommuner og i det offentlige. I sådanne situationer har man brug for større gennemslagskraft. For KS og medlemmerne har det, også i min tid, været en ulempe, at vi har været en mindre spiller. Vi har ikke haft nok muskler til at agere offensivt på nogle politiske dagsordner. Og når man er flere, har man større muligheder for at fremme eller synliggøre de fagligheder, medlemmerne har.”
Hvorfor er DM i dine øjne den rigtige at gå sammen med?
“Jeg har fuld tillid til, at hovedbestyrelsen har lavet en masse analyser og er kommet frem til, at DM er den, der passer bedst til KS,” siger Per Lindegaard-Hjorth.
Hvad synes du, at DM har gjort godt de seneste år?
“DM har en formand, der har sat humanioraområdet på dagsordenen og talt fagligheden op. Hun sælger varen rigtig godt. Derudover er DM en stor organisation og en seriøs fagforening, som prøver at få indflydelse på relevante områder,” siger han.
Per Lindegaard-Hjorth
Cand.ling.merc.
Formand for Kommunikation og Sprog 2009 – 2021
Har blandt andet været teamleder i et forsikringsselskab
Faglige søjler
Per Lindegaard-Hjorth bemærker, at Forbundet Kultur og Information, KI, der også er en del af Akademikerne, har valgt at gå sammen med DM.
“Og der tror jeg, at KS sammen med KI kan være med til at tilføre en ny dimension i DM, så der kommer en specifik faglighed ind. Det vil også være en fordel for DM,” siger han.
Men det kan jo godt se ud som om, at den store spiser den lille. Og man kan sige, at historien er fuld af eksempler på, at når det sker, så forsvinder den lille…
“Ja, men det tror jeg ikke sker i dette tilfælde. I de tilfælde, som du refererer til, er en organisation gået ind i en større, men som en del af helheden. Her laver man en kommunikationssektor, hvor medlemmerne har et fagligt fællesskab. Der er så at sige flere retter i buffeten.”
Men der kan være medlemmer, som tænker, at de var medlemmer af en fagforening, fordi den dyrkede nærhed. Nu bliver de en del af noget stort…
“Jeg forstår synspunktet, men i mine øjne er det også et spørgsmål om rettidig omhu. Man skal gøre det nu, mens man stadig har en tilpas stor gruppe af medlemmer, der har en faglighed. Fordi hvis man bare fortsætter uden at gøre noget, så risikerer man, at… Altså, vi dør ud i KS mere eller mindre. Og indenfor kommunikationsområdet vil KS og DM grundlæggende det samme – nemlig repræsentere medlemmernes interesser og faglighed. Og det er meget bedre at gå sammen end bekæmpe hinanden,” siger Per Lindegaard-Hjorth. •
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
Tekst / Anne Nimb
Foto / Camilla Utke Schiøler
Det er bedre for sprogfagene at gå sammen med en større organisation
Jeannette Ørsted, der var formand for forbundet i 13 år, begræder, at samfundet ikke er mere interesseret i sprog. Men når det ikke er tilfældet, tror hun, det er bedre at være sammen med en større organisation, der kan sikre opmærksomhed om sprogfagene.
”Hvis man vil skabe de bedst mulige forhold for sproggruppen, tror jeg ikke længere, vi bedst kan gøre det alene. Det tror jeg desværre vi er for små til.”
Sådan siger Jeannette Ørsted. Hun var formand (som det hed dengang) for Erhvervssprogligt Forbund, som senere blev til Kommunikation og Sprog, i 13 år, fra 1987 til og med 1999, og både i den periode og inden da, var hun med til at kæmpe den kamp for det sprogfaglige, som i mange år har været forbundets varemærke.
Erhvervssprogligt Forbund var, som Jeannette siger det, ”født ud af en kvindebevidstgørelse i 70’erne.”
”Dengang etablerede vi vores eget forbund, fordi vi ikke ville være HK’ere. Vi var i første omgang en del af FTF, og senere blev det AC (i dag Akademikerne),” siger Jeanette Ørsted.
Jeannette var blandt andet med til at gennemføre, at den tosproglige korrespondentuddannelse blev anerkendt og forlænget til en bacheloruddannelse. Og det var faktisk det, der banede vejen for optagelsen i AC.
Jeannette Ørsted
Uddannet cand.ling.merc. i fransk 1983
Ansat Udenrigsministeriet 1977-1983
Udstationeret med familien i Indonesien 1983-1986
Formand for Erhvervssprogligt Forbund 1.1. 1987 til 31.12. 1999
Derefter ansat i Oversætterhuset, senere Semantix, og sekretariatschef i det internationale oversætterforbund FIF med kontor i Schweiz 2010 – 2016.
”Da vi begyndte at tale med AC, var formanden en tidligere formand for DM, og det var ikke på tale, at vi skulle gå sammen med dem, men et eller andet sted har det ligget i baghovedet, at de to organisationer ligger fagligt tæt på hinanden. Men vi havde vores kvindebevidste rødder, og de sagde, at vi skulle være os selv,” fortæller hun.
”Det var tiden til dengang, men det er den ikke nu. Vi har haft god omstillingssans hele vejen, og vi har selv været med til at nedbryde de faglige grænser. Da vi skiftede navn til Kommunikation og Sprog, var det også, fordi vi så det som en mulighed for sprogfolkene til at udvide deres arbejdsområde.”
Jeanette Ørsted synes, det er mærkeligt at være en ’dinosaur’.”Det er begrædeligt, at samfundet ikke er mere interesseret i sprog. Men når det ikke er tilfældet, tror jeg det er bedre at være sammen med en større organisation, der kan sikre gode forhold og opmærksomhed om sprogfagene. Med DM får vi en bedre platform og mere gennemslagskraft i offentligheden,” siger hun. •