Vi har i de sidste 1,5 år gjort os erfaringer med, at de fleste kan være mindst lige så effektive derhjemme og ovenikøbet have gavn og glæde af 1-2 dage om ugen på hjemmekontoret. Man sparer tid, man sparer CO2, og der bliver en mere rolig overgang fra privat- til arbejdsliv. What´s not to like?

Men jo, der er selvfølgelig bagsider ved den stigning i hjemmearbejde, som vi ser for tiden, og mange har diskuteret det frem og tilbage. Når halvdelen eller bare en fjerdedel af de ansatte ikke er fysisk tilstede, ja så sker der noget med samarbejdet og kommunikationen internt og måske også med sammenhængskraften i organisationen.

En måske lidt overset faktor vil jeg pege på her, nemlig at vi kommer til at forstærke fornemmelsen af ensomhed helt generelt.

Nye tal og statistikker peger på, at vi i Danmark lider mere og mere i vores eget selskab – måske med mobilens SoMe-apps (sociale medier) som eneste kontaktform med andre mennesker. Mange bor og lever alene – og hvis arbejdspladserne bliver til steder uden stærke identitetsskabende fællesskaber, så sætter vi endnu mere blus på ensomhedsepidemien.

Vi har set det i en årrække: Individualismen er blevet et vilkår, som betyder, at flere og flere har vænnet sig til et liv med begrænset social kontakt. Og en stigning i omfanget af såkaldt hybride eller fleksible arbejdspladser efter erfaringerne under Covid-19 gør det endnu mere væsentligt (men nok også sværere) at holde øje med sammenhold, sammenhængskraft og de gode fællesskaber på arbejdet.

En omfattende undersøgelse af ensomhed i Danmark gennemført af Mary Fonden har givet et statistisk solidt grundlag for viden om udbredelsen af ensomhed her til lands (Ensomhed i Danmark af Mary Fonden, 2017). Undersøgelsen viser, at der i 2017 var i omegnen af 380.000 ensomme danskere over 16 år. Og det er faktisk især de yngre generationer, der kæmper med det. Og nu kommer det tricky:

Størstedelen af dem, der føler sig ensomme, har jævnligt kontakt med familie og/eller venner! Det sker enten månedligt eller oftere. Hvordan kan det hænge sammen?

Jo, det handler om, at det ikke er et spørgsmål om kvantitet, altså antallet af kontakter. Vi kan som bekendt sagtens sidde til en stor fest og føle os mutters alene. Det er fællesskabets karakter og kvalitet, der er afgørende for følelsen af ensomhed.

Det betyder, at ensomhedsepidemien ikke kun løses ved, at vi møder fysisk op på arbejdspladsen. Vi skal også lære at udvikle de gode nærende fællesskaber, når vi holder møder og omgås på arbejdet. Vi skal investere tid og energi i hinanden, vi skal interessere os for kollegaens arbejde, vi skal søge dialog, kontakt og feedback. Vi skal med andre ord komme tættere på hinanden i menneskelig forstand.

De fleste af os har ikke valgt vores nærmeste kolleger, og forskellighederne kan irritere, frustrere og spænde ben. Jeg kender selv følelsen alt for godt: ’Hvor kunne det have været lettere, hvis jeg havde gjort det her selv!’. Eller: ’Det var da en besynderlig måde at gøre det på, det gør det jo meget mere besværligt!’. Og endnu sværere bliver det ofte, når forskellige fagligheder skal arbejde sammen om komplekse opgaver.

Forskellige former for viden mødes, og nogle gange er det simpelthen svært at forstå hinandens perspektiver. De bygger på en anden slags sprog om tingene, et andet fokus, en ’fremmed’ logik. Mange gange ser jeg som erhvervspsykolog, hvordan forskellige faggrupper nærmest bekriger hinanden. Samarbejdet bliver til en kampzone, hvor hvert fag kæmper om at blive hørt og få ret.

Men det er en menneskelig pligt at bygge bro over forskelle, hvis du spørger mig. Vi må finde mentale ressourcer frem – også når vi er lidt pressede – til at byde ind i helheden, frem for at hytte eget skind. Vi må finde tid til at dele vores viden og erfaringer og være generøse – både fagligt og i det menneskelige møde. Kun på den måde får vi skabt sunde og nærende fællesskaber, der kan være et ægte værn mod ensomhed. ●