NINA BJØRNSKOV
NINA BJØRNSKOV
NINA BJØRNSKOV, 38 ÅR
1.12.2023 fra kommunikationsmedarbejder på Det Naturvidenskabelige Fakultet, SDU til kommunikationskonsulent i Klima- og Miljøforvaltningen, Odense Kommune
Hvad tænkte du, da du så jobopslaget for dit nye job?
Jeg tænkte, at det job ville jeg have. Stillingen rummer både en masse spændende kommunikationsopgaver, som jeg har erfaring med i forvejen, og et lag af adfærdsdesign, som jeg gerne vil blive dygtig til. I stillingen er der lagt vægt på, at jeg skal være en specialiseret generalist, der både kan arbejde strategisk og producere. Jeg skal arbejde med borgerrettet kommunikation, udarbejde kommunikationsplaner og producere kommunikationsmateriale, der medvirker til, at borgere og virksomheder i Odense bliver klædt på til de forandringer, der bliver implementeret i forbindelse med Odense Kommunes grønne mobilitetsplan, som skal nedbringe CO2-udledningen frem mod 2030.
Skiftede du mest på grund af jobbet, eller var der andre grunde?
Jeg skiftede, fordi jobbet lyder virkelig spændende. Og fordi jeg tror på, at det er sundt at udfordre sig selv og prøve noget nyt. Jeg har arbejdet på SDU i syv år og har været utroligt glad for det. SDU er en stor arbejdsplads, hvor der er plads til, at man kan udvikle sig, og selvom man sidder i et lille team på fakultetsniveau, har man samtidig et helt hold af dygtige, specialiserede kommunikationskolleger på resten af universitetet, som man kan trække på. Det har jeg virkelig sat pris på.
Hvilke opgaver arbejdede du med på SDU?
Jeg har arbejdet med rekruttering af nye studerende til uddannelserne på Det Naturvidenskabelige Fakultet. Alt fra kampagneudvikling til udarbejdelse af uddannelsesmagasin, layout, annoncer, videoproduktion og koordinering af de 35 studerende, som tager imod besøgende og repræsenterer fakultetets uddannelser. Den tætte kontakt til de studerende er en af de ting ved jobbet, jeg har været allermest glad for. Det er inspirerende at være omgivet af mennesker, som dyrker det, de er passionerede omkring. Uanset fagområdet.
Du er også uddannet fra SDU. Hvad har det betydet?
Jeg er IVK’er og startede på specialiseringen i engelsk og medier, men skiftede til dansk på kandidaten, fordi jeg blev vild med systemisk funktionel lingvistik og hardcore tekstanalyse. Jeg har altid været glad for at skrive og synes, at det er lækkert, når teksten, det visuelle og mediet spiller sammen. Det er helt sikkert et levn fra kurserne i kommunikations- og kampagneplanlægning på SDU.
Og vejen til det første job?
Jeg var i praktik i en rådgivningsvirksomhed på mit sidste semester. Kommunikationsafdelingen var nyetableret, og der var gang i en masse nye, spændende projekter, så da jeg fik tilbudt en fastansættelse i forlængelse af min praktik, sagde jeg ja tak.
NINA BJØRNSKOV ER IVK’ER FRA SDU 2014. 2014-16 VAR HUN ANSAT SOM KOMMUNIKATIONSMEDARBEJDER I RÅDGIVNINGSVIRKSOMHEDEN CENTROVICE. I 2016 BLEV HUN ANSAT SOM KOMMUNIKATIONSMEDARBEJDER PÅ SDU.